På baggrund af de forskellige genrer, kunstnere og tendenser inden for grønlandsk musik som denne artikel har omtalt, er det tydeligt at globalisering har haft indvirkning på musikken i Grønland gennem århundreder. Trommesang og dans er den eneste musiktype, som ikke er tydeligt påvirket fra musikkulturer syd for de områder som i flere tusinde år har været beboet af eskimoiske folkeslag. Men det betyder ikke at stilen ikke kan være påvirket af andre kulturer. Trommesang og dans fortoner sig blot så langt tilbage i historien, at vi ikke kan sige ret meget om, hvordan stilen opstod.
Musik som kalattuut og kor og salmesang kan vi til gengæld vise, er opstået i Grønland ved mødet med andre kulturer, men genrerne har fået nogle lokale særpræg i Grønland, og vigtigst af alt, er disse udtryk blevet indarbejdet som en del af den lokale og nationale kultur i Grønland. Kalattuut og kor og salmesang bliver altså opfattet som noget specielt og nationalt i Grønland, noget som er grønlændernes egen kultur, og derved bliver traditionerne grønlandske.
Den grønlandske populærmusik tog først fart i 1960’erne, men der opstod hurtigt et ønske om at give den nye musik et lokalt særpræg. Dette skete i første omgang ved at skrive grønlandske tekster til amerikansk swing- og countrymusik, eller ved at spille kalattuut på rock’n’roll-instrumenter, men senere i løbet af 70’erne, blev det mere almindeligt at musikerne selv lavede både musik og tekst, og det store fokus på populærmusikkens nationale og kulturpolitiske funktioner i forbindelse med grønlandiseringen og arbejdet for et grønlandsk hjemmestyre opstod. Dette resulterede f.eks. i, at man begyndte at indarbejde elementer fra trommesang og dans i musikken. Fra slut-80’erne og op til i dag, hvor Grønland har fået selvstyre, er det blevet mere accepteret at synge om intime personlige emner. Hen mod slut-90’erne blev det også mere accepteret at synge på engelsk, og nogle af de kunstnere som kom frem efter årtusindeskiftet valgte helt at forlade den grønlandiserede populærmusik, for i stedet at spille en mere kosmopolitisk og internationalt orienteret musik uden nogen umiddelbar fornemmelse for sted.
Traditioner opstår, ændres og bliver glemt hele tiden, og sådan har det altid været, selvom det muligvis går hurtigere i dag end for 1000 år siden. Vi kan dog se, at selv når det kommer til noget så internationalt som populærmusik, er der et behov for at præge musikken lokalt, hvilket i høj grad har været tilfældet i Grønland. I takt med at fokus ændrer sig, og nogle kunstnere f.eks. vælger at synge på engelsk, kan der dog opstå konflikter om, hvor grænsen går mellem det der er grønlandsk musik og det der ikke er. Er det kunstnerens identitet, sproget, lyden, eller den målgruppe musikken henvender sig til, som er afgørende? Nogle mennesker mener, at man skal kunne fornemme hele den grønlandske musikhistorie tilbage til dengang det mest brugte instrument var rammetrommen, for at musikken er grønlandsk.
Det kan være ekstremt svært at forholde sig til, hvad det lige er der gør noget populærmusik mere eller mindre grønlandsk. For mange mennesker vil det slet ikke være interessant at sætte en national mærkat på musik, men samtidig vil alle nok identificere sig specielt med nogle typer musik og nogle bestemte emner som bliver taget op i sangtekster.
For at gøre det lettere for os at forholde os til stedet i et hvilket som helst stykke musik, skal vi måske ændre på hele den måde vi forestiller os, hvad steder egentlig er.
Den engelske geograf Doreen Massey har beskrevet det hun kalder ’en progressiv fornemmelse for sted’. Massey mener, at vi har for travlt med at forbinde lokalsamfund med steder, og at dette i nogle tilfælde resulterer i fænomener som fremmedhad og nazisme. Sådan nogle bevægelser kan komme frem, fordi vi tænker steder som simple, rene og afgrænsede områder, der helt naturligt er beboet af en helt bestemt type folk med en helt bestemt kultur. Massey taler for, at frem for at forestille os nogle skarpe grænser mellem det der er indenfor et sted og det der er udenfor, bør vi se på steder som knudepunkter for en lang række historiske begivenheder og menneskelige relationer. Massey mener altså, at vi skal se på steder som mødesteder.
Det samme kan vi gøre med musik.
Hvis vi ser på mødet mellem forskellige steder og historier i grønlandsk populærmusik, som selve det der gør stedet i musikken unikt, undgår vi konfliktskabende grænsedragninger mellem det der er grønlandsk, og det der ikke er, samtidig med at vi ikke opgiver tanken om, at stedet i musikken – mødestedet, kan have en helt speciel fornemmelse og lyd.
Et eksempel på hvordan dette kunne gøres, kunne være at se på stedet i nummeret ”Kisimiinneq” (”Ensomhed”) af gruppen Nanook.
Bandet Nanook er et af de nyere bands i Grønland, som bruger elementer fra trommesang og dans i deres musik. I første vers af nummeret ”Kisimiinneq” gør bandet netop brug af lyden af rammetromme og ordlyden ”Ajaijaa”, som også findes i trommesang og dans. Nummerets tekst er samtidig sunget på grønlandsk, så der er altså flere klare forbindelser til et grønlandsk sted i musikken. Teksten handler til gengæld, om en ensom fortæller som befinder sig i et byrum, og er altså ikke knyttet til noget specielt grønlandsk sted, ligesom det gennemgående lydbillede er en form for rockmusik som gør flittig brug af fyldige keyboardflader med elementer fra klassisk musik.
Lyt til nummeret ”Kisimiinneq” af Nanook:
Nummeret ”Kisimiinneq” trækker altså klare linjer ud til flere forskellige kulturelle traditioner. Der er Inuit-traditionen trommesang og dans, grønlandsk sangtekst, og instrumenter som forbindes med europæisk klassisk musik, kan også høres i nummeret. Fundamentet i nummeret er samtidig rockmusik, som i Grønland har hele historien med de amerikanske baser som udgangspunkt.
Kigger vi nærmere på rockmusik, er det en musiktype som opstod i U.S.A., i mødet mellem nogle af de musiktyper slaverne bragte til kontinentet fra Vestafrika, og harmonisering som den blev udviklet i den klassiske musik i Europa. Genren har siden spredt sig og er blevet udviklet mange steder, f.eks. i England, men genrens mest brugte instrument, har hele tiden været guitar, som nedstammer fra strengeinstrumenter i Centralasien.
Vi kan gå flere skridt tilbage og grave os ned i traditionernes historier, men bare denne overfladiske analyse af de steder der mødes i nummeret ”Kisimiinneq”, trækker ruter ud til adskillige af verdens kontinenter. Det der gør stedet i dette stykke musik unikt, er der hvor disse ruter møder hinanden.
Læs mere om Doreen Masseys progressive fornemmelse for sted:
Massey, Doreen (2010): ”En global fornemmelse for sted”