Nive Nielsen and the Deer Children


Nive Nielsen, Festvisnibg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sangerinden Nive Nielsen er født og opvokset i Nuuk. Hun blev først aktiv som musiker, efter hun som voksen mødte Jan de Vroede til en fest i Nuuk. Jan de Vroede er oprindeligt fra Belgien hvor han er uddannet indenfor Musikvidenskab. Efter at have studeret i Belgien og senere i Tyskland, flyttede han til Nuuk, hvor han bl.a. spillede keyboard for Chilly Friday. Senere begyndt han at arbejde for NAPA og han har desuden komponeret musik til den første grønlandskproducerede spillefilm ”Nuumioq” (”Fra Nuuk”).

Nive Nielsen har en master i Visuel Antropologi og valgte at studere i Ottawa i Canada og senere i London. Til trods for afstanden dannede hun i en længere periode par med Jan de Vroede, som blev boende i Nuuk mens hun studerede. Under et besøg i Ottawa forærede han hende en lyserød ukulele, og den blev med tiden et af kendetegnende ved deres fælles band Nive Nielsen & the Deer Children. The Deer Children dækker over en stor gruppe musikere fra mange forskellige steder i verden, som deltager i bandet i det omfang det kan lade sig gøre.

I 2009 udgav Nivi Nielsen & the Deer Children albummet ”Nive Sings!”, som består af tolv engelske og tre grønlandske sange. Sangene handler om alt fra Jan de Vroedes kaffevaner, til insektdrab med en støvsuger, og som temaerne antyder er mange af teksterne humoristiske. Alvorlige temaer som kærlighed og afsavn bliver dog også behandlet på udgivelsen. Cd’en blev i første omgang udgivet på bandets eget selskab Tuttu Recordings, og musikken bliver distribueret i Grønland af Atlantic Music. I skrivende stund er “Nive Sings!” dog udgivet i Europa, Australien og USA på forskellige pladeselskaber.

”Nive Sings!” blev indspillet rundt omkring i Europa og Nordamerika, og på cd’ens deltagerliste findes et par internationalt kendt navne, blandt andet John Parish, som er en af producerne bag albummet.

Allerede inden udgivelsen af ”Nive Sings!” turnerede Nive Nielsen & the Deer Children i Europa og Nordamerika. Bandet har siden da spillet mange prestigefyldte koncerter rundt omkring i verden og har vakt en del opsigt internationalt. I 2010 vandt nummeret ”Pirate Song” publikumsprisen ved USA’s største sangskriverkonkurrence ”Independent Music Awards”.

I 2012 modtog Nive Nielsen Kronsprinseparrets Stjernedryspris i Danmark.

Nive Nielsen and the Deer Children skiller sig på mange måder ud i forhold til andre grønlandske udgivelser. Der er i høj grad gjort brug af blæseinstrumenter og kontrabas på “Nive Sings!”, hvilket ikke er den gængse instrumentering indenfor grønlandsk populærmusik. Alligevel har gruppen opnået en anseelig popularitet i Grønland, selvom deres primære publikum er i udlandet.

Læs også artiklen: De grønlandske divaer

Nive Nielsen er en af de få grønlandske kunstnere, som har opnået at spille til Roskilde Festival, hvilket hun gjorde sammen med sit band i 2011.

I 2015 udkom andet album fra bandet i Grønland, denne gang under navnet Nive and the Deer Children. Albummet “Feet First” inkluderer igen primært engelske tekster, men også et par grønlandske numre har sneget sig ind, hvoraf det ene er en coverversion af Ole Kristiansens “Oqaqqusaajunnaaruma” med titlen “Ole”.