Musikken i Grønland


I Grønland har globalisering haft stor indflydelse på de typer musik der spilles og høres. Men samtidig har mange musikere i Grønland længe arbejdet med at skabe en oplevelse af et grønlandsk sted i deres musik, også selvom de spiller rock og popmusik. Musikgenrer, der er kommet til Grønland som en del af globaliseringen, er blevet brugt til at udtrykke oplevelser af at bo på lokale steder. Ved at synge om disse steder som en del af en nation kaldet Grønland, har musikkerne i sidste ende været med til at gøre Grønland til et land med noget fælles kultur, i stedet for en kæmpe ø med nogle isolerede bebyggelser på kysten.

Vi skal her se på hvordan steder har fået en plads i nogle af de typer musik man kan støde på i Grønland i dag, og hvordan vi kan opleve disse steder. Men for at vi kan forstå musikken i forhold til den historie af globalisering der ligger bag, starter vi med at gå så langt tilbage vi kan komme i Grønlands musikhistorie, til det allerførste instrument der fandtes i landet.