DDR (Disko Democratic Republik)


Bandet DDR blev startet af Uldum brødrene, som er fra Qeqertarsuaq på Diskoøen.

De to ældste brødre Simon og Anda (Andreas) spillede guitar, og de forærede derfor deres yngste bror Ib en bas, så han med tiden kunne fylde den rolle ud. I DDR synger brødrende alle tre i større eller mindre grad på sangende.

DDR indspillede bandets første album ”Siulleq” (“Den første”) hos Atlantic Music i Nuuk i 2002. Under indspilningsprocessen kom Martin Zinck med som trommeslager. Han havde tidligere spillet sammen med Anda Uldum i Psyched Up Janis cover-bandet Andabus, da de to gik på gymnasiet i Aasiaat. Gruppen blev opløst, da Anda Uldum forlod gymnasiet og flyttede til Ilulissat for at tage en socialpædagoguddannelse. Efter fire års stilhed imellem de to, ringede Anda Uldum til Martin Zinck i 2002, for at høre om han ville være med i DDR.

Da DDR indspillede deres debutalbum, var Martin Zinck netop flyttet til Nuuk, hvor Simon Uldum også boede. Anda Uldum boede på det tidspunkt stadig i Ilulissat, og Ib Uldum boede i Aasiaat og gik på GU. Alligevel tournerede DDR flittigt i Grønland efter gruppens succes med ”Siulleq”, og i 2003 fik gruppen Årets Pris ved KODA’s prisuddeling.

I løbet af 2003 blev gruppens medlemmer samlet i Nuuk, og i år 2004 blev gruppens andet album ”Kaar!” (”Fedt!”) indspillet i samarbejde med Mik S. Christensen, som også havde produceret første plade.

Samme år spillede DDR til Nuuk Festival, hvor den danske gruppe Carpark North også optrådte. Musikerne fra Carpark North havde deres manager og producer Joshua (Jon Schumann) med, og han fik derfor mulighed for at høre DDR under festivalen. Da Joshua var tilbage i Danmark igen, anbefalede han kollegaen Henrik Marstal at bruge DDR til en genindspilning af Gasolins ”Kap Farvel til Ümánarssuaq”, som skulle udgives på albummet ”Protestsange.dk”. Dette resulterede i, at DDR blev inviteret til Danmark, hvor de indspillede deres version af nummeret, hvilket blev et omdiskuteret emne efter udgivelsen af ”Protestsange.dk” i 2006.

Medlemmerne af DDR har været en del af kernen i musikscenen i Nuuk siden udgivelsen af deres debutalbum og frem til 2012. Dels igennem gruppens aktivitet, men også i andre konstellationer. Anda Uldum har gjort sig bemærket som sanger på børne-cd’en ”Angakkuakkatut” (”Som fortryllet”), som er en grønlandsk version af Jan Hilmars børne-cd ”Fra Hulter til Bulter”, og desuden som politiker i partiet Demokratiit (Demokraterne), som han i 2012 blev formand for. Efter valget i 2014 blev han udnævnt til Naalakkersuisoq for finanser (“sammenligneligt med finansminister”). Simon Uldum er uddannet oversætter, men har i en årrække været tekniker og producer i Atlantic Musics studie i Nuuk, og bidraget med tekst og musik til mange af selskabets kunstnere. I 2010 gik Simon Uldum over til sit eget firma Frozen Media, som både arbejdede med musikproduktion og oversættelse. Selskabet nåede dog kun at udgive et fysisk album med gruppen Thornstone, samt en digital udgivelse med rapperen Peand-eL, før selskabets aktiviteter ophørte og Simon Uldum flyttede til Danmark. Ib Uldum og Martin Zinck, har spillet for flere af Grønlands kendte musiknavne, både sammen med Anda og Simon Uldum, men også i andre konstellationer. I 2008 begyndte Ib Uldum og Martin Zinck at turnere som en del af Ninas liveband, sammen med Christian og Frederik Elsner. Samme år kom de begge med i Elsner-brødrendes band Nanook, og var faste medlemmer af bandet frem til 2011. Kort tid efter flyttede også Ib Uldum til Danmark. Martin Zinck er fortsat en meget brugt trommeslager i Nuuks musikliv. I 2015 vendte han desuden tilbage i Nanook.

Artiklen er basseret på et interview med Martin Zinck i 2009.