I 1999 begyndte en gruppe unge mænd at øve i MIA lokalerne, som dengang lå nede i Nuuk midtby. Bandet bestod af Malik Kleist, Angunnguaq Larsen og Alex Andersen, som tidligere havde spillet i rockgruppen Affray, inspireret af internationale navne som Metallica og Pantera. De tre havde desuden delt oplevelsen af at være på musikhøjskole i Danmark fra 1996-1997, men efter hjemkomsten til Nuuk, havde der været et par års musikalsk stilstand imellem dem. I 1999 fandt de sammen med bassisten Henrik Møller Jensen og startede bandet Chilly Friday. Højskoleopholdet havde udvidet gruppens musiksmag og åbnet op for nye genrer: ”Vi voksede fra den type musik, hvor vi var vrede unge mænd”, har Angunnguaq Larsen forklaret i et interview. Navnet valgte bandet, fordi det ofte er køligt i Grønland, og fordi de godt kunne lide fredage. Malik Kleist var bandets forsanger, Angunnguaq Larsen var bandets guitarist og Alex Andersen spillede trommer.
Medlemmerne i Chilly Friday bemærkede hurtigt gruppens energi, sammenhold og produktivitet. De skrev et nyt nummer, hver gang de øvede, og de fik hurtigt indspillet demoen ”Sialuit” (“Regndråber“), som blev sendt ud til to pladeselskaber i Grønland. Et af disse pladeselskaber, Sisimiut Lokalradios pladeselskab Arctic Boomhouse, viste hurtigt interesse for at skrive kontrakt med Chilly Friday. Det andet selskab, var det relativt nystartede Atlantic Music, som dengang lå i Nanortalik. Da der ikke umiddelbart kom svar fra Atlantic Music, kontaktede Chilly Fridays medlemmer selskabets direktør Ejvind Elsner, som endnu ikke havde hørt demoen. Men henvendelsen fik sat skred i tingende og kort tid efter stod bandet med to kontrakttilbud. Valget faldt på Atlantic Music, fordi Ejvind Elsner kunne fortælle, at han havde hyret en tekniker og producer fra Danmark ved navn Mik S. Christensen til sit studie, og at denne person havde erfaring med hård rock.
Chilly Friday tog til Nanortalik i juli 2000 og indspillede pladen ”Inuiaat 2000” (“Befolkningen 2000”) i Atlantic Musics studie. De indbyggere i Nanortalik som var de første udenforstående til at høre pladen, kommenterede at lyden var anderledes end på andre grønlandske produktioner. Angunnguaq Larsen har forklaret, at bandet netop ønskede en international lyd med distortion på guitarerne og skrigende vokal, og at komme væk fra den gængse måde at producere grønlandsk musik på, som på det tidspunkt var præget af pladeselskabet ULO i Sisimiut.
”Inuiaat 2000” blev udgivet d. 30. november 2000 og solgte over 1000 eksemplarer på den første uge. Chilly Friday afholdte bandets første koncert i december i Nuuk Forsamlingshus, hvor et overraskende fremmøde gjorde, at der blev samlet dobbelt så mange mennesker i lokalet, som brandmyndighederne tillod.
”Inuiaat 2000” var et album med seks engelske og fire grønlandske sange. Numrene omhandlede brede emner som kærlighed, erotik og ensomhed og henvendte sig primært til unge mennesker. Selvom musikken var præget af guitar, var belgieren Jan de Vroede, som senere har gjort sig bemærket som en del af Nivi Nielsen and the Deer Children, med på keyboards. Albummets blev godt modtaget af anmelderne. Sermitsiaqs anmelder skrev ”Fed fredagsrock” og ”Et frisk pust til det Grønlandsk musikliv”. Blandt publikum var modtagelsen også varm og albummets indledende nummer ”Iggo” (“Søde”) blev et stort hit. Da Chilly Friday senere turnerede på både øst- og vestkysten, oplevede de publikums modtagelse som ”grænsende til Beatles-hysteri”.
I 2001 gik Chilli Friday i studiet for at indspille gruppens 2. album. Atlantic Music, som var blevet yderligere styrket som pladeselskab efter successen med Chilli Friday, havde netop rykket foretagendet til Nuuk, og her blev albummet indspillet, endnu engang med Mik S. Christensen bag knapperne. Albummet ”Saamimmiit Talerpianut” (”Fra venstre til højre”) blev udgivet samme år. Sermitsiaqs anmelder var vildt begejstret og spåede pladen internationale muligheder. Rent sprogmæssigt var der en overvægt af grønlandske numre på ”Saamimiit Talerpianut”, men Chilly Friday sang stadigvæk delvist på engelsk. Temaerne var blevet tungere og sociale emner som f.eks. selvmord og omsorgssvigt blev taget op. Angunnguaq Larsen har forklaret, at bandet ønskede at komme med budskaber, nu hvor de vidste at folk lyttede til dem.
Allerede inden albummet var blevet trykt, havde det solgt over 3000 eksemplarer til butikker rundt omkring i Grønland, og tiden efter udgivelsen bød på en ny grønlandsturné for Chilly Friday. Gruppen blev desuden inviteret til at spille til åbningsceremonien til Arctic Winter games i Iqaluit i Canada i 2002. Ceremonien blev transmitteret ud til 8 millioner seere i Canada. Chilly Fridays optræden blev også bemærket i Alaska, hvor de efterfølgende blev inviteret til at spille i en sammenslutning for amerikanske indfødte.
Læse også artiklen: Nye tendenser og nye sprog
Tiden efter udgivelsen af ”Saamimiit Talerpianut” bød desuden på optræden ved ICC konference i Canada, Riddu Riđđu Festivalen i Norge, og to koncerter på Færøerne. Chilly Friday deltog også i forestillingen ”Cross Road”, som var en forestilling arrangeret af NAPA. ”Cross Road” var en blanding af musik og musikere fra forskellige steder i verden. Som en del af showet, spillede Chilly Friday nogle numre. Forestillingen kom på turné og besøgte Færøerne, Sverige og Norge.
Efter Chilly Fridays to første udgivelser havde gruppen opnået at komme rundt på den nordlige halvkugle og spille deres musik, men samtidig fornemmede gruppens medlemmer, at bandets nyheds-værdi var væk. Samarbejdet med Atlantic Music var desuden løbet ud i sandet, og gruppen havde derfor en del overvejelser om, hvad deres næste udspil skulle være. Folk forventede noget nyt fra Chilly Friday, men gruppen havde ikke nyt materiale til et album, og den produktive energi som bandet tidligere havde mønstret, var forsvundet. Bandets trommeslager Alex Andersen kom derfor på den ide, at Chilly Friday skulle udgive et album, hvor de spillede kendte grønlandske hits. Denne idé resulterede i, at bandet indspillede et album med numre fra Sume, Naneruaq, HEJ, Zikaza, Piitsukkut, G-60, Ulf Fleischer og Rasmus Lyberth. Desuden blev det til et enkelt nyt Chilly Friday nummer på cd’en.
Albummet kom til at hedde ”Tribute”, fordi det var ment som en hyldest til de store navne i den grønlandske musikhistorie. Numrende blev indspillet i en container i Industridalen i Nuuk, som dannede rammen for Alex Andersens eget studie Ding Dong Studio. Albummet blev udgivet på hans pladeselskab som dengang hed Beat! Production og cd’en blev distribueret af Atlantic Music. Bandets medlemmer havde været bekymrede for, om det kunne gå at indspille klassikere fra den grønlandske rockhistorie, og derfor ændrede de ikke for meget ved numrene.
”Tribute” blev udgivet i 2004 som et udspil i anledningen hjemmestyrets 25 års jubilæum. Gruppen fik efterfølgende deres tredje sølvplade for albummet, men der var flere kritiske røster, end ved Chilly Fridays tidligere udgivelser. Numrene gjorde sig dog godt live til at sætte gang i publikum, og det passede fint med bandets ønske om at skabe en festlig stemning til koncerter. Efter udgivelsen blev gruppen inviteret til at spille et part steder på Grønlands vestkyst, men den helt store grønlandstur blev det ikke til. Til gengæld fik gruppen pludselig et pænt overskud for deres pladesalg, fordi de selv havde stået for udgivelsen, og medlemmerne begyndte at arrangere et ophold i Danmark, for at prøve kræfter med deres store drøm. Chilly Friday kaldte sig på det tidspunkt for “grønlands mest kendte rockband”, og nu ville de for alvor prøve kræfter med verden udenfor Grønland.
I august 2005 tog Chilly Friday til Danmark. Bortset fra overskuddet fra albummet ”Tribute”, havde de hver fået et arbejdslegat af det daværende Hjemmestyre. Formålet med opholdet var, at bane vejen for at bandet kunne rykke til Danmark i en længere periode, og derfra skabe sig en international karriere. Billetpriserne på flyvninger fra Grønland til Danmark, gjorde det urealistisk for bandet at komme til at spille ret mange koncerter udenfor Grønland, så længe de havde base i Nuuk.
Det første spillejob Chilly Friday fik i Danmark var i Herstedvester fængsel. Bandet havde kontakt til en medarbejder ved fængslet, og derigennem fik de arrangeret en koncert for nogle af Danmarks mest hårdkogte kriminelle. Det blev i alt til en håndfuld koncerter for Chilly Friday, inden de tog tilbage til Nuuk i december 2005. Blandt de mere prestigefyldte, var en grønlandsaften på Loppen i Christiania, hvor gruppen gik på efter sangeren Angu. Loppens arrangør udtrykte dengang stor begejstring for Chilly Friday i en efterfølgende anmeldelse af koncerten.
Alex Andersen havde taget sit studieudstyr med til Danmark, og gruppen brugte en del af tiden i deres lejede hus ved Solrød Strand, på at skrive og indspille et nyt album. For første gang indspillede Chilly Friday deres musik udenfor Grønland, og for første gang var alle sangteksterne på grønlandsk. Ligesom på ”Saamimiit Talerpianut” var det alvorlige temaer som blev taget op i sangene. Mens bandmedlemmerne boede i Danmark, abonnerede de på Sermitsiaq og Angunnguaq Larsen har senere spekuleret i, at dette var årsagen til, at pladen blev ”for politisk”. Mens bandet boede i Danmark, kunne de læse i Sermitsiaq om grønlandske politikeres frås og sociale problemer i landet. Fra Solrød Strand syntes Chilly Fridays medlemmer, at det så ud til at gå dårligt for Grønland og deres album kom derfor til at handle om landets problemer med omsorgssvigtede børn og selvmord. De navngav albummet ”M/S Kalaallit Nunaat”. Bandet brugte gennemgående sammenligningen imellem Grønland og et skib på katastrofekurs i forbindelse med udgivelsen. Deres forslag var at synke skuden og starte forfra. På albummets cover er dette illustreret ved, at skibet M/S Kalaallit Nunaat synker bagved bandets medlemmer, som er ved at redde sig i land. Albummet slutter med lyden af babypludder i nummeret ”Sinigit” (”Sov nu”), som skal signalere en ny begyndelse.
”M/S Kalaallit Nunaat” blev udgivet i 2005. Det var endnu engang Beat! Production som stod for udgivelsen, mens Atlantic Music distribuerede albummet. Udgivelsen fik blandede anmeldelser. Brian A. Johansen, som dengang anmeldte for AG, benyttede muligheden for at sammenligne bandet Chilly Friday med et skib på løbsk kurs. Omvendt var Sermitsiaqs anmelder positiv overfor albummets materiale, om end han mente, at produktionen kunne være bedre.
Da ”M/S Kalaallit Nunaat” stod på hylderne i butikkerne, var publikum tilbageholdende, og det dystre album blev ikke en kommerciel succes. ”Jeg tror folk de forbandt os med noget ungdommeligt, glad, drengerøvs-rock. Så blev vi lidt for seriøse”, har Angunnguaq Larsen forklaret.
Det vigende salgstal for ”M/S Kalaallit Nunaat” komplicerede Chilly Fridays planer om at rykke bandet til Danmark i en længere periode, og bandet spillede deres sidste koncert i 2007, før gruppens bassist Henrik Møller Jensen flyttede til Danmark for at læse. I 2015 lavede bandet imidlertid en genforenings-koncert i Katuaq med fuld besætning.
Chilly Friday har spillet over 80 koncerter forskellige steder i Norden og Arktis.
Artiklen er basseret på et interview med Angunnguaq Larsen i 2009.