Når Grønland flytter ind i Tivoli

Trods en stram økonomi blev der i år afholdt ”Grønland i Tivoli” for 36´ gang. Jeg satte mig for, som en del af min forskning i populærmusik fra Grønland, at undersøge hvad det er der får publikum til at strømme til Tivoli i dagene op til d. 1. august, hvem de er, og hvorfor det overhovedet er vigtigt at afholde ”Grønland i Tivoli”?

Upcoming cola-rock og kendte kunstnere

Da ”Grønland i Tivoli” (GIT) fandt sted for første gang for 36 år siden, var arrangementet en uofficiel aftale imellem nogle grønlandske studerende. I år 2000 blev GIT udvidet til et større kulturelt arrangement, og de seneste år har arrangementet inkluderet udviklet sig til et tredages program. GIT er således blevet mere end et mødested for grønlændere. Det er blevet en unik mulighed for at få en fornemmelse af Grønland i dag, selvom man ikke selv jævnligt rejser nordpå.

I årets program havde Projekt GIT, som arrangerer ”Grønland i Tivoli”, haft økonomiske problemer. Nogle af foretagendets sædvanlige sponsorer sprang fra, og en vigtig fondsansøgning nåede aldrig frem til modtageren. Den globale økonomiske krise havde sat sit præg på programmet, som ifølge Projekt GIT var: ”barberet helt ind til benet”. De økonomiske vanskeligheder kunne mærkes tydeligt ved, at der ikke var brugt ret mange midler på at flyve mennesker og produkter ned fra Grønland. Musikprogrammet var domineret af grønlandske kunstnere, som er bosat i Danmark, og kunstnere som ikke behøvede en flybillet, fordi de alligevel var i Danmark over sommeren. Dette resulterede dog bl.a. i, at publikum fik mulighed for at opleve nogle af de mindre kendte grønlandske talenter, som pga. deres danske bopæl kun sjældent optræder i Grønland. For eksempel optrådte sangerinden Malu Rohman, som allerede under sidste års GIT viste, at hun, ligesom sin berømte far Siiva Fleischer, har evner indenfor musik, men at hendes musikalske udtryk peger i en helt anden retning end Zikazas 80’er funk-rock. I år var hun tilbage med hendes eksperimenterende sensuelle udtryk og et engelsksproget soul-blues repertoire, som lover godt for fremtiden.

Gruppen Small Time Giants, som består af fire unge mænd fra Qaqortoq og en enkelt nordjyde, fik en velfortjent mulighed for at præsentere deres velovervejede post-rock for et nyt publikum. Bandet leverede en unik koncertoplevelse, særligt søndag aften, hvor de f.eks. på imponerende vis formåede at fortælle en anderledes historie fra Grønland med sangen ”Pacemakers don’t always work”. Sangen handlede om Coca Colas indtog i Grønland i 1998, der resulterede i Jolly Colas død på det grønlandske marked. Fortællingen formåede på finurlig vis at væve de unge grønlænderes oplevelser ind i et globalt perspektiv, samtidig med at den understregede historiens unikke grønlandske karakter. Nummerets konklusion afveg dog ikke fra, hvad resten af verden har måttet sande: ”Coca Cola always wins in the end”, som gruppens forsanger Miki Jensen sang. Lørdag aften var det dog Jolly Cola der vandt, da forsangeren lavede pagga med en kasse Jolly Cola foran scenen. ”Come on!”, sang bandets øvrige medlemmer fra scenen. Et øjeblik efter stod Miki Jensen igen iblandt dem og skreg ud til kapitalgiganten Coca Cola: ”Do you think we’re gonna love you more?”

Denne optræden var utvivlsomt med til at øge opmærksomheden omkring gruppen, der, trods et utal af koncerter, en hurtigt voksende fanskare, og adskillige indspilninger, endnu ikke har lavet en traditionel musikudgivelse.

Et par velkendte grønlandske musiknavne blev det også til under årets GIT.

Nanook var tilbage på plænen lørdag aften dugfriske fra Atlantic Musics studie i Hvidovre, hvor de netop havde indspillet deres andet album ”AiAi”. De leverede en modig koncert med mange nye numre, og gruppen formåede at samle et stort publikum på Tivolis mudrede plæne. Endnu et af de regnvejr, som har præget den danske sommer, brød løs under koncerten, men dette stadfæstede kun Nanooks popularitet, da publikum trodsede regnvejret og fortsatte festen foran scenen.

Rasmus Lyberth med band lukkede årets GIT med sit unikke storladne udtryk og sine folkekære sange. Publikum kvitterede for en vellykket optræden med en tidlig fødselsdagssang for Lyberth, som fyldte 60 i slutningen af august.

Nanook og Rasmus Lyberth var de to musiknavne i årets program, som virkelig formåede at trække et bredt publikum ind i Tivoli, og uden disse to koncerter havde GIT manglet noget af den samlende fællesskabsfølelse, som jeg selv oplever under GIT, og som jeg denne gang håbede, at det øvrige publikum kunne fortælle mig mere om.

Folk som har Grønland tilfælles

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at næsten alle de publikummer, jeg talte med under årets Grønland i Tivoli, der var fra Grønland, eller som havde boet i Grønland, fortalte mig, at de kom for at møde familie, venner og bekendte.

Sammen med GIT’s funktion som kulturarrangement bliver foretagendet således for mig at se en form for Aasivik stævne. Det sidste af en række genopfundne Aasiviit blev afholdt i Paamiut i 1997, og efterfølgende har Landstingets i sin Kulturredegørelse fra 2004 udtrykt ønske om, at traditionen tages op på ny, selvom GIT i mange år har opfyldt en lignende funktion.

Det kan måske forekomme ironisk, at en så markant grønlandsk begivenhed finder sted på dansk jord, men Grønlændere er i dag, som for tusinde år siden, et folk i bevægelse, og det er dem, der skaber stedet og oplevelsen, ikke længde- og breddegraderne de befinder sig på. 

Det er dog ikke kun grønlændere, der kommer til GIT gentagende gange. Jeg talte med et ægtepar fra Ballerup, som tilfældigvis var kommet forbi GIT sidste år, og nu var de tilbage igen for at opleve: ”Den gode stemning”. En ung mand med en sovende baby var på fjerde år med sin grønlandske kæreste til GIT, og han forklarede mig, at Tivoli bliver et helt andet rum under arrangementet, end det er normalt. Det er mere nært og familiært, fordi folk har noget tilfælles.

Der var kun få af de personer, jeg talte med, der nævnte programmet under GIT som hovedårsagen til, at de kom. Men når jeg spurgte ind til, hvad musikken betyder for GIT, var der flere som fortalte mig, at musikken er det, der trækker folk til, og at det er musikken, som er med til at skabe stemningen.  

Der var også en del, som nævnte GIT som et vigtigt forum til at promovere grønlandsk kunst og kultur, og flere af dem ærgrede sig over, at der var blevet skåret ned i programmet og i antallet af boder med grønlandske produkter.

Jeg talte kort med en dansk mand, som tilfældigvis var kommet forbi og havde set Malou Rohman optræde.

”Det er fantastisk at se, at unge grønlændere skaber deres egen kultur i en nutidig form og uden at kopiere,” sagde han begejstret. ”De er ude at opleve verden, men forholder det de laver til der, hvor de kommer fra.” GIT bliver altså, for mig at se, en øjenåbner for nogle mennesker, og dem, som ikke kom forbi Tivoli under GIT, fik måske set en del af holdet bag ”Qaqqat Alanngui” fortælle om deres populære grønlandske gyser i Go’Morgen Danmark, eller Nanook, som et par dage efter blev interviewet og spillede deres store hit ”Seqinitta Qinngorpaatit” i selvsamme program. Disse indslag kunne måske ikke kædes direkte sammen med GIT, men arrangementet er med til at skabe et momentum, hvor danskere får mulighed for at få øjnene op for Grønland og moderne grønlandsk kultur.

Efter tre dages interviews og koncerter pakkede jeg om aftenen den første august min notesblok sammen for at nyde GIT’s sidste koncert. Man kunne tydeligt mærke den fortættede stemning af gensynsglæde blandet med vemodig afsked efter nogle festlige dage. Hele dagen havde det været svært at finde personer, som havde tid til at blive interviewet, fordi de fleste havde travlt med at hilse på venner og bekendte.

Koncerten med Rasmus Lyberth blev en vellykket afslutning på årets program, og da fællessangene havde klinget ud, og menneskemasserne forlod tivoli, kunne man næsten tro, at det var slut. Men mange rykkede videre til Pilestræde, hvor festen spredte sig fra de to værtshuse Rex og Skarv og ud på vejen udenfor, så intetanende taxichauffører måtte finde en alternativ rute rundt om en gade i det indre København, som lige pludselig var blevet til Grønland.