Hobitter med vokseværk – En koncertoplevelse med Small Time Giants

Det er koldt torsdag aften på Østerbrogade. Foran Park Café står der en gruppe mennesker og ryger på livet løs, så de hurtigt kan komme ind i varmen igen. Caféens pompøse facade er prydet med en gigantisk plakat hvorpå Flemming Enevold er afbilledet klædt ud som Frank Sinatra. Han skal croone Park Café igennem februar måned. I sidste uge var det Sussi og Leo som spillede her, men på denne aften torsdag d. 27. januar, sker der noget helt andet på Park Café.

Indenfor under lysekronerne i det mondænt dekorerede lokale, er gruppen Small Time Giants ved at være klar til at spille. Gruppen består af fire unge mænd, som begyndte at spille sammen da de gik på GU i Qaqortoq. Det var i selvsamme by de spillede deres første koncerter. Nu studerer de alle fire forskellige fag i Århus, men interessen for musik er kun blevet stærkere siden gymnasietiden, og stadigt flere har fået øjnene op for gruppens musik, som høres og downloades igennem facebook og myspace.

Park Café er fyldt godt op i anledningen af koncerten, og lokalets dæmpede belysning afslører knap hundrede publikummer fordelt foran scenen og på lokalets balkon.

Da de sidste lyd-justeringer er kommet på plads, begynder bandet på koncertens første nummer. Musikken veksler imellem skrøbelige drømmende passager og pludselige energiske rockede udbrud. Forsangeren Miki Jensen holder sammen på udtrykket med sin karakteristiske vokal, som bliver understøttet af kor fra Anda Henriksen og Pilutannguaq Hammeken. Bassisten Jakob Skovaa holder sig fra at synge, til gengæld overtager han ind imellem trommerne, når multiinstrumentalisten Pilutannguaq Hammeken rykker helt frem på scenen og spiller keyboard. Der er en gennemgående tendens til at bandets medlemmer bruger forskellige instrumenter og digitale effekter når der er behov for det. En autotune-pedal, en korg-synthesizer og digitrommer, er nogle af de elementer, som er med til at skabe et utroligt varieret lydbillede, selvom bandet grundlæggende består af vokal, to guitarer, bas og trommer. Small Time Giants har gennemarbejdet deres arrangementer og brug af effekter, og resultatet er et imponerende og overraskende lydmæssigt univers hvor progressiv rock blandes med f.eks. robot-kor, Berthel Haarders stemme i et aggressivt udbrud og en speaker fra Qanorooq. Bandets tekster er primært på engelsk og handler om forskellige emner som kærlighed og afsavn, men også mere politisk orienterede temaer bliver bragt op.

Som koncerten skrider frem fornemmer man at forholdet imellem bandet og publikum bliver mere intimt. Publikum er fanget i gruppens fortællinger, og præsentationerne imellem de forskellige numre begynder at blive meget personlige. Barske realiteter bliver fortalt, men på en afvæbnende måde og med begejstring og livsglæde boblende inde bagved de triste historier. ”Everyone around me is drunk” synger Miki Jensen i nummeret ”The Rest Will Be History”. ”Thats why I need this timemachine, to travel me through this phase of emergency”, konkluderer han, og bandet gør historien smuk og rørende da nummeret udvikler sig med et fængende energisk riff i omkvædet. Gruppen slipper ualmindeligt godt fra de tunge temaer, også da Miki Jensen begynder at gå ned blandt publikum og synge, og mikrofonen begynder at knase for så til sidst at sætte helt ud. Så råber han lokalet op uden mikrofon.

Foto: Anders Møller

Hen imod slutningen af koncerten begynder gruppen at indtage hele lokalet. De fleste af bandets medlemmer er bundet til scenen af deres instrumenter, men Miki Jensen stiller guitaren, hopper op på en højtaler og videre op på balkonen, hvor han kaster små grønlandske flag ud, inden han løber ned og fortsætter koncerten. Han banker hovedet ind i en anden højtaler på turen, og måske er det derfor, at han slutter koncertens ekstranummer af med at hænge på ydersiden af balkonens gelænder, mens han uden mikrofon skriger sig igennem sidste del af en sang, som diskuterer dilemmaet imellem at begå selvmord eller tage livet af sin kæreste. Det er ikke længere smukt. Nu handler det om udtryk og alle i rummet holder vejret… ”Han gør det ikke vel?” Der er langt ned og spændingen når bristepunktet, inden Miki Jensen skråler ”I’d rather see you die, than see you with another guy!”. Så giver han slip. Tiden står stille mens alle ånder ud. ”Kaar! Han gjorde det sku!” Så hamrer Miki Jensens fødder imod trægulvet i lokalet. Efter at have sundet sig et kort øjeblik tumler han ned bagerst i lokalet, hvor han ømmer sig, mens resten af bandet afslutter koncerten. Publikum kvitterer for showet med en klapsalve som er en mindre stadionkoncert værdig.

Da Small Time Giants er gået af scenen, efterlader de et indtryk af et band med store muligheder. Et stærkt musikalsk udtryk bakket op af et sceneshow som balancerer teatralske elementer og uhøjtidelig fremtoning, har gjort koncerten til en oplevelse for livet.

Mens publikum tager overtøj på og forsvinder ud i den frostklare Østerbro-nat igen, humper Miki Jensen rundt og samler de grønlandske flag sammen. De kan måske bruges igen til en anden koncert. Nogle af de andre fra bandet taler om at køre ham på skadestuen, men trods de fysiske skavanker er humøret højt. De har leveret en kraftpræstation af en koncert, og det må gerne koste blod, sved, tårer og forstuvede fødder.