Rockstones


Rockstones med gæsteforsanger. Inussivik 2012

Rockstones er et band fra Nuuk, som spiller musik indenfor forskellige rock-genrer lige fra soft til heavy. Bandet har haft skiftende besætning, men gennemgående medlemmer er Ilannguaq Kristiansen (vokal og guitar), Dino Tommy Petersen (vokal og guitar) og Johan Iversen (guitar). Ilannguaq Kristiansen skriver gruppens sange, som primært har grønlandske tekster.

Rockstones blev dannet i 2009 og har spillet en del koncerter, primært i Nuuk men også i Iqaluit i Canada efter at bandet vandt talentkonkurrencen Pillammak 2010 og senere Alianait festivalens talentkonkurrence.

En række demo-numre med Rockstones er blevet spredt ud på kysten i Grønland gennem mobiltelefoner, og gjorde bandet kendt udenfor Nuuk allerede inden bandet i 2013 udgav maxi-singlen “Arsarnerit” (“Nordlys”) gennem Atlantic Music med økonomisk støtte fra Gramex.

I 2015 udkom Rockstones’ debutalbum “Qilammi Ungasissumi” på Atlantic Music, med Juuna A. Zethsen bag knapperne. Albummet fik en pæn modtagelse, og sendte blandt andet bandet til Nipiaa Rock Festival i Aasiaat samme år.

Denne artikel er baseret på et interview med Rockstones i 2012.