Angu


Angunnguaq Motzfeldt (Angu) er en grønlandsk musiker og sangskriver som synger på engelsk. Alligevel har han formået at sælge forholdsvis mange cd’er i både Grønland og Danmark.

Angu er født i Qaqortoq i 1976. Han begyndte at spille musik i byens fritidsklub. Interessen for musik fortsatte op igennem hans tid på byens gymnasium. Efter gymnasiet flyttede Angu til Nuuk for at gå på handelsskolen, og her begyndte han at spille med nogle af de lokale musikere i bandet Century Schoolbook. Han havde tidligere kun spillet guitar, men da han også begyndte at skrive musik, var der flere som opfordrede ham til at synge sine sange selv. Med hjælp fra Mik S. Christensen, producer og teknikker hos Atlantic Music, indspillede Angu tre numre i år 2003. De skulle bruges til en demo, som skulle sendes til et pladeselskab i Danmark, men Atlantic Musics chef Ejvind Elsner hørte demoen inden den nåede at blive sendt af sted, og han skrev herefter kontrakt med Angu.

Læs også artiklen: De ‘stedsløse’ kunstnere

Kontrakten førte til et engelsksproget debut-album med titlen ”Angu”, som blev indspillet i det daværende Sweet Silence Studios i København med Troels Alsted som producer. Cd’en blev udgivet i Grønland af Atlantic Music og i Danmark af Copenhagen Records. Albummet solgte over 5000 eksemplarer i Grønland og omkring det samme i Danmark. Efter udgivelsen i Danmark flyttede Angu til København for at forfølge sine musikerdrømme, og han opnåede bl.a. at blive nomineret til Danish Music Awards i kategorien Årets Nye Danske Navn samt at ligge nummer 1 på MTV North Chart med singlen ”Red Lights”.

I 2007 udkom Angus andet album ”Burning Blue Skies” i Grønland. Albummet var indspillet i Atlantic Musics studie i Hvidovre med Mik S. Christensen i producerstolen. Der skulle forhandles pladelicens med et nyt dansk selskab før pladen kunne udgives i Danmark, og derfor ramte “Burning Blue Skies” først hylderne i de danske musikforretninger i maj 2009. Udgivelsen fandt sted i et samarbejde imellem Atlantic Music og Mermaid Records. Ca. samtidig med udgivelsen i Danmark, flyttede Angu tilbage til Nuuk, men han var alligevel at finde på koncertplakater ved de danske spillesteder i efteråret 2009 og 2010.

Angu er en af de musikere som har åbnet op for troen på, at unge grønlandske musikere kan klare sig godt i udlandet.

Ud over at være en kendt musiker, har Angu gjort sig bemærket i Grønland som udstillende fotograf.

Artiklen er basseret på et interview med Angu i 2009