DiscoBay Blues


DiscoBay Blues blev dannet i Ilulissat i 2003 med René M. Fleischer som frontfigur på guitar og sang. Kulturhuset Sermermiut i Ilulissat stod i 2005 for indspilning og udgivelse af gruppens første album, med Leif Immanuelsen som producer. Albummet solgte over 3000 eksemplarer. DiscoBay Blues har dog primært gjort sig bemærket som Grønlands mest aktive liveband igennem ca. ti år, og de har været backing-band for sangerinderne Tupaarnaq og Kimmernaq og har også spillet til en række koncerter under titlen – Divas, for Kimmernaq, Varna og Nina. Desuden er gruppen ofte blevet brugt som hus-band til forskellige arrangementer, hvor de har spillet for en lang række af Grønlands øvrige kendte solister. DiscoBay Blues er en gruppe scenevante musikere, som har mange års erfaring fra koncerter i Grønland og Danmark. De har turneret på hele vestkysten og har spillet både til hal-koncerter og på mindre spillesteder, f.eks. har de ofte kunnet opleves på Murphy’s i Ilulissat, hvor de spiller en blanding af cover-numre og deres egen musik. Deres egne numre bevæger sig indenfor blues, funk og rock, hvilket de selv tilskriver inspiration og vejledning fra musikere som Hans Rosenberg, Ole Frimer og Jesper Bylling. I 2010 udgav gruppen albummet “Seqernup Tungaanut Aallarpugut” (“Vi tager afsted henimod lyset“).