Rasmus Lyberth – Verdensmusik fra Grønland


Rasmus Lyberth er navnet på en anden af de første kunstnere i Grønland, som indspillede og udgav musik. Han blev født i Maniitsoq i Vestgrønland i 1951, og har så forskellige uddannelser som flymekaniker og skuespiller, men det er primært gennem sin musik siden debutalbummet ”Erninga” (”Til min søn”) fra 1975, at Rasmus Lyberth har opnået sit omdømme, og han er en af de grønlandske musikere som har fået det største publikum udenfor Grønland nogensinde.

Rasmus Lyberths musikalske udtryk er et noget andet end det vi finder hos Sume, selvom den grønlandske identitet i musikken også fylder meget hos ham. Lyberth spiller ikke Rockmusik, men nærmere en slags folkemusik hvor hans fortællende stemme og kropssprog er i centrum. Hans tekster er i høj grad naturromantiske, og i starten af sin karriere, hvor den politiske musik var fremherskende i Grønland, blev Rasmus Lyberth kritiseret for ikke at være politisk nok i sit udtryk. De politiske temaer fik dog en fremtrædende rolle i Lyberths karriere, da han optrådte i hovedrollen i filmen ”Lysets Hjerte” fra 1998, hvor han spillede grønlænderen Rasmus, der lever et liv med store personlige problemer, fordi han er splittet mellem en dansk og en grønlandsk identitet. Dette forhold har Lyberth også behandlet i sin musik, f.eks. på nummeret ”Ajajajaa” fra hans 2008-album ”hey hey”.

Rent stilmæssigt, befinder Rasmus Lyberth sig lidt i sit eget hjørne i forhold til den øvrige grønlandske populærmusik, som er meget præget af pop og rockmusik, man kan synge med på. Lyberths musik er i høj grad en form for stemningsfyldt lytte-musik, men skabelsen af en oplevelse af et grønlandsk sted i musikken, står centralt i hans dramatiske sceneoptrædener, måske netop fordi han ofte optræder uden for Grønland.

Rasmus Lyberth er en af de ganske få kunstnere fra Grønland, som kan betegnes under kategorien verdensmusik. Hans musik blander en lang række forskellige musikgenrer fra forskellige steder i verden f.eks. latinmusik som peger mod Mellem- og Sydamerika, men Lyberths musik har samtidig et tydeligt anderledes element af Grønland i sig, der kommer til udtryk gennem sproget, teksterne og den stemning Lyberth skaber med sin optræden. Det er dog i høj grad Lyberths egen fortolkning af, hvad det grønlandske sted betyder, som lytteren bliver præsenteret for, og musikken kan ikke bruges som eksempel på, hvilke typer musik der generelt spilles i Grønland, selvom Lyberth er en anerkendt musiker, også i Grønland.

Rasmus Lyberth er desuden kendt som et spirituelt menneske, og dette finder vej ind i hans tekster hvor et samspil mellem spiritualitet, naturen og følelseslivet står helt centralt.


Se musikvideoen til nummeret ”Ajajajaa”:

Læs mere om Rasmus Lyberth:

Johansen, Brian A. (1991): ”Musikken i Grønland – Hvorfra, hvorhen”

Larsen, Camilla Darling (1997): ”Grønlandske Stemmer”

Lynge, Birgit (1981): ”Rytmisk musik i Grønland”